Dansk-russisk fordomsordbog
Dato: d. 06.01.11, 23:23
Af: Jon Kyst
Emner: Fordomme
6 kommentarer
Det er med fordomme som med rygter - man prøver at lade være med at tro på dem, men der er nu nok noget om snakken alligevel. Der går jo ikke røg af en brand, uden der er ild i den.
På samme måde burde jeg nok prøve at holde mig til finkultur og storpolitik, men jeg kan ikke lade være, fristelsen er for stor. Herunder følger begyndelsen til en dansk-russisk fordomsordbog - hvad synes danskere er typisk russisk og omvendt: hvad synes russere er typisk dansk?
Materialet er et resultat af flere års tæt samkvem med russere i Danmark og danskere i Rusland. Jeg er sikker på, at der blandt læserne er mange, der kan bidrage med yderligere fordomspar i stil med dem, jeg har skrevet. Jeg ser frem til bidragene fra de russisk gifte læsere, fra de forretningsrejsende og fra dem, der er stødt på (og ind i) russiske badegæster rundt om på feriestederne nede i varmen. Kort sagt: fordommene på bordet!
Russere er overtroiske
Danskere er åndløse
Danskere sender deres forældre på plejehjem for et godt ord
Russere flytter aldrig hjemmefra
Russere er nogle energisvin
Danskere er indoktrineret til at tro, at et brusebad er lige så godt som et rigtigt karbad
Russere går i grimme sko
Danske kvinder går i flade sko
Russere kan ikke engelsk
Hvorfor lære dansk?
Kun i Danmark kan man få ordentligt rugbrød
Kun i Rusland kan man få ordentligt rugbrød
Russiske læger fylder deres patienter med placebo
Danske læger gør ikke noget for at helbrede deres patienter
Danskere er på børnehaveniveau i alle andre fag end samfundsfag
Russere er verdensmestre i udenadslære, men kan ikke blive enige om noget på under tre timer
Russere holder ikke deres aftaler, men man kan stole på dem, når det virkelig gælder
Danskere holder deres aftaler, men svigter, når det virkelig gælder
Russere tror på konspirationsteorier
Danskere tror, russere er med i konspirationer
Russere holder ferie i Tyrkiet eller Ægypten
Danskere holder ferie i Tyrkiet eller Ægypten (ellers ville de ikke vide, hvor russerne holder ferie)
Russere drikker
Danskere går til psykolog
Russere tjener ingen penge, men har altid penge på lommen
Danskere tjener masser af penge, men må tigge deres bank om overtræk den 20. i hver måned
Russiske børn holdes inde i lejlighederne
Danske børn er ikke til at være i fred for
Russiske mænd siger ‘De’ til deres svigermor
Danske mænd lader som om, de er venner med deres svigermor
Man kan komme i seng med en russisk pige, bare man inviterer hende på restaurant
Man kan komme i seng med en dansk pige, bare hun er fuld og klokken er over midnat
Russere stryger deres cowboybukser
Danskere stryger ikke altid deres skjorter
Russere arbejder ikke og tager ikke telefonen i hele januar måned
Danskere flexer så meget, at man aldrig ved, hvornår man kan ringe til dem på deres arbejde